Christen Pedersen Juul & Mette Jørgensdatter
Christen Pedersen Juul | |
---|---|
Født | Ca. 1706 Lynderup sogn?, Rinds herred, Viborg amt |
Død | Begravet 19. marts 1786 (79 år) Lynderup by, Lynderup sogn, Rinds herred, Viborg amt |
Hvilested | Lynderup kirkegård |
Ægtefælle(r) | Mette Jørgensdatter |
Forældre | Ukendte |
Mette Jørgensdatter | |
---|---|
Født | Ca. 1705 Lynderup sogn?, Rinds herred, Viborg amt |
Død | Begravet 3. august 1777 Lynderup by, Lynderup sogn, Rinds herred, Viborg amt |
Hvilested | Lynderup kirkegård |
Ægtefælle(r) | Christen Pedersen Juul |
Forældre | Ukendte |
Indholdsfortegnelse
Christen Pedersen Juul blev født ca. 1706, og han døde i Lynderup i marts 1786 og blev begravet på Lynderup kirkegård den 19. marts 1786, 79 år gammel. Han var måske søn af den Peder Juul, der nævnes i Viborg landstings skøde- og panteprotokol 1731-37 som fæster af et jordløst gadehus i Lynderup by.
Han blev gift med Mette Jørgensdatter før 1743, idet deres eneste overlevende datter Anne Christensdatter blev født mellem 1739 og 1743.
Christen Pedersen Juul, der også blev kaldt Christen Juul, var fæster af et gadehus med have i Lynderup by og sogn, tilhørende Lynderupgård. Fæstebrevet er først dateret 12. oktober 1774, men Christen Pedersen Juul havde sikkert boet der siden giftermålet. I huspenge skulle han betale 2 rdlr. til hvert års Mortensdag.
Mette Jørgensdatter døde den 18. juli 1777 og blev begravet på Lynderup kirkegård den 3. august 1777, 72 år gammel. Skiftet blev afholdt af Lynderupgårds ejer den 8. august samt 30. august, og heri fremgår det, at aktiverne kun beløb sig til 3 rdlr. 3 mk. 14 sk., og indboet omfattede kun et bord, 2 bænke, 2 stole, hyldefjæl, et hængeskab og en kiste samt et sengested med lidt sengetøj. Datteren Anne Christensdatter havde fået den afdødes gangklæder. Enkemanden "agtede at kvittere huset til Michaelj", altså at flytte fra huset den 29. september. Og da begravelsen beløb sig til 4 rdlr. og der desuden var en udgift til reparation af huset, var der intet at arve.
Kilder
Lynderup-Ulbjerg kirkebog (Rinds herred) 1769-1813.
Lynderupgård skifteprotokol 1777-1850 fol. 10. Også på Internettet via Familysearch. [Skifte efter Mette Jørgensdatter, død 1777].
Litteratur
Slægten Iversen fra Knudstrup (Vesterbølle sogn). Om Iver Chr. Mogensen, født 1826, og hustru, deres forfædre og efterkommere. Nordisk Slægtsforskning, 1992. 400 s. [Ane 58 Christen Pedersen Juul og ane 59 Mette Jørgensdatterdatter].