Koldsgård

Fra Min Jyske Slægt
Version fra 4. nov 2018, 18:31 af Bjuul (diskussion | bidrag) Bjuul (diskussion | bidrag)
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: navigering, søgning

Indholdsfortegnelse

Koldsgård, Øster Bisholtvej 5, Over Glud, 8700 Horsens
Matr.nr 6a m.fl. af Øster Bisholt, Glud sogn.

Koldsgård ligger i Over Glud nordvest for Glud by. Den havde tidligere matr.nr 6a m.fl. af Øster Bisholt. Gården består nu (2006) af matr.nr. 6k (Øster. Bisholt By, Glud) på 44617 m2 samt 1g (V. Bisholt By, Skjold) 4575 m2). Den bruges nu til erhvervsmæssig produktion.
Jordens bonitet er lermuld på lerunderlag.
Ifølge Glud sogns første kirkebog blev Niels Sørensens mor af Kolsgaard begravet d. 26.8.1677. Derfor kan man formode, at hun har været gift med Søren Koldsgaard, som derfor må være den første fæster, vi kender navnet på, og han må altså være død før 1666, som er det år, optegnelserne i Glud kirkebog begynder.
Hvem den næste fæster har været, er lidt uvist, idet der både træffes en Niels Kolsgaard og en Søren Kolsgaard i gården, men de kan have været fæstere begge to og haft en halvgård hver i fæste.
Fra år 1700 var det Jørgen Nielsen, der var fæster af Koldsgård. Han blev den 26.9.1700 gift med Niels Kolsgaards datter Maren Nielsdatter, der blev døbt i 1670 og døde i juli 1708. Jørgen Nielsen giftede sig igen med en Maren Nielsdatter, og han døde den 5.3.1733, hvorefter fæstet af Koldsgård blev overtaget af Rasmus Sørensen, der giftede sig med Jørgen Nielsens datter Maren Jørgensdatter i 1734 (født 22.10.1710, død 22.3.1747).
Mens Jørgen Nielsen var fæster, blev gården i 1732 solgt af Gert Lichtenberg til Engelsholm m.fl. gårde til Poul Glud på Jensgård. Hartkornet var 8 td., 5 skp., 1 alb., og i årlig landgilde skulle der bl.a. svares 1 ørte rug, 1 ørte byg, 1 ørte have m.m. Det fremgår af skødet, som også kan læses digitalt.
Rasmus Sørensen Koldsgaard afstod gården før 1787, og det har nok været omkring 1779, hvor datteren Maren Rasmusdatter blev gift med Søren Jensen, der blev den næste fæster af Koldsgård.
I 1807 overtog Frederik Andersen fæstet af gården. Han var Søren Jensens stedsøn, idet hans mor Maren Rasmusdatter havde fået en uægte søn den 11.10.1776. Han havde gården indtil 1.9.1838, hvor hans søn Rasmus Frederiksen overtog fæstet.
Gården havde i 1803 8½ tdr. hartkorn og var da den største bondegård i Glud sogn. Den blev købt til selveje fra Boller den 24.11.1856 for 6.325 rbd., men forinden var der blevet taget noget jord fra, hvorpå der blev bygget 4 husmandssteder på ca. 6 tdr. land hver. I 1857 blev der solgt yderligere jord fra. Kommunen købte en lod til et jordemoderhus, og en anden lod blev til gartneri.
Rasmus Sørensen afstod i oktober 1887 gården til sin svigersøn Søren Rasmus Hansen (født 17.9.1866). Gården havde omkr. 1906 et areal på 50 tdr. land, hvoraf agerjorden udgjorde 45 tdr. land, og på det tidspunkt var der en besætning på 14 køer, 12 stk. ungkvæg og kalve af jysk race, 4 heste, 1 plag og 2 får. Derudover var der en årlig produktion af 35 fedesvin.
Søren Rasmus Hansen solgte resten af Søndermarken til sin søn Karl Hansen, som byggede en ny gård og kaldte den Lille Koldsgård. Koldsgård blev i 1934 solgt til Ejnar J. Glassov.

Kilder

Glud kirkebøger 1666-1779.
Skøde 21. 10.1732 fra Gert Lichtenberg til Poul Glud på en gård i Ø. Bisholt. Også i digital udgave.
Boller fæsteprotokol 1777-1869 fol. 443b [Fæstebrev 9.12.1838 til Rasmus Frederiksen. Også på Internettet].

Litteratur

Baungaard, Jens P.: Glud-Hjarnø Sogns Historie. Horsens, 1948. [S. 30-31].
Danske Gaarde. Illustreret statistisk og historisk Haandbog for det danske Landbrug. Udarb. af J.C.B. la Cour. Aarhus, "Danske Gaarde"s Forlag, 1906-1918. 4 bd. [3. saml. bd. 1, s. 529-530].