Ole Christensen & Magdalene Christoffersen
Ole Christensen | |
---|---|
' | |
Født | 27. april 1867 Dollerup, Blenstrup sogn, Hellum herred, Ålborg amt |
Død | 14. januar 1939 (72 år) Blenstrup, Blenstrup sogn, Hellum herred, Ålborg amt |
Hvilested | Begravet 20. januar 1939 på Blenstrup kirkegård |
Ægtefælle(r) | Christine Marie Magdalene Christoffersen |
Forældre | Laurids Knudsen Mette Marie Christensdatter |
Signatur |
Christine Marie Magdalene Christoffersen | |
---|---|
' | |
Født | 25. april 1867 Volsted sogn, Fleskum herred, Ålborg amt |
Død | 31. december 1933 (66 år) Blenstrup, Blenstrup sogn, Hellum herred, Ålborg amt |
Hvilested | Begravet 5. januar 1934 på Blenstrup kirkegård |
Ægtefælle(r) | Ole Christensen |
Forældre | Niels Christian Christoffersen Else Kirstine Sørensdatter |
Indholdsfortegnelse
Ole Christensen blev født i Dollerup, Blenstrup sogn, den 27. april 1867, og døbt i Blenstrup kirke den 19. maj 1867. Forældrene var ugifte fruentimmer Mette Marie Christensen, 24 år, af Dollerup og indsidder, snedker Laurits Knudsen af Skibsted. Faderen var en gift mand, som vi ikke hører mere om i den forbindelse, og moderen så ingen anden udvej end at lade sine forældre tage sig af drengen. Det gjorde de indtil 1876, da hun blev gift med Anders Øland.
Ole Christensen kom tidligt ud at tjene, og da han omkring 1886 tjente i Horsens i Blenstrup sogn, lærte han pigen Magdalene Christoffersen at kende, som også tjente der.
Magdalene blev født i Volsted den 25. april 1867, og hendes forældre var Niels Christian Christoffersen og Else Kirstine Sørensen. Hun blev døbt Christine Marie Malene Christophersen den 3. november 1867 i Volsted kirke, og fadderne var: Pige Nielsine Sørensen af Blenstrup, pige Lise Hansen af Horsens, barnets far, ungkarl Peter Christensen og smed Jens Nielsen, Broe.
Ole og Magdalenes venskab resulterede i, at hun blev gravid, og den 7. januar 1887 blev deres datter Eleonora Kristine Kristensen født. Ved hjemmedåben den 20. februar 1887, hvor faderen var til stede, fik barnet hans efternavn.
Da barn nummer to var godt på vej, giftede Ole og Magdalene sig i Volsted kirke den 21. september 1889, og det bemærkes da i kirkebogen, at der var fremskaffet en attest fra Gerding-Blenstrup sogneråd, at brudgommen ikke har fået fattigunderstøttelse.
De fik følgende børn:
- Eleonora Kristine Kristensen (født 7.1.1887 i Blenstrup).
- Anine Marie Kristensen (født 19.10.1889 i Blenstrup).
- Mette Marie Kristensen (født 19.9.1891 i Blenstrup, død september 1985). Hun blev gift med husmand på Volsted Mark Erik Peter Eriksen.
- Nielsine Kristensen (født 6.9.1893 i Blenstrup).
- Else Kirstine Kristensen, (født 19.4.1896 i Blenstrup, død 31.1.1897).
- Else Olufa Kristensen (født 29.12.1897 i Blenstrup). Hun blev gift med Hjalmar Vium og flyttede til København.
- Niels Kristian Kristensen (født 27.11.1899 i Blenstrup, død 11.12.1993 i Voldskov).
- Laura Ottilie Kristensen (født 11.1.1902 i Blenstrup). Hun blev gift 20.2.1929 i Blenstrup kirke med Otto Eriksen fra Skørping.
- Olga Magdalene Kristensen (født 8.12.1903 i Blenstrup, død 14.2.1923 på Skørping Sanatorium)[1].
- Dagmar Martine Kristensen (født 6.6.1907 i Blenstrup, død 23.4.1994). Hun blev gift med Villiam Nielsen, og de boede i Støvring.
- Henry Emil Kristensen (født 26.4.1909 i Blenstrup, død 8.8.1978 i Blenstrup). Han var ugift.
- Anna Elfrida Kristensen (født 28.5.1911 i Blenstrup, død 28.1.1940). Hun døde i barselsseng efter sin tredie fødsel.
Ole og Magdalene købte ved giftermålet et jordløst hus, Lergravhus, i Blenstrup. Stuehuset bestod af to ganske små stuer og et mindre kammer (mælkekammeret), samt et lillebitte køkken, hvor der i begyndelsen af 1900-tallet endnu var åbent ildsted. Ole ernærede sig som tækkemand og købte senere jord til huset, så der i alt blev ca. 7 tdr. land. Han byggede selv lerklinede udhuse, og der kom snart et par køer og senere en hest. Omkring 1916 anskaffede han sig endnu en hest og begyndte at køre som mælkekusk, hvad han gjorde i en halv snes år.
Når han var ude at tække for bønderne, betingede han sig, at en del af lønnen skulle være lån af heste til forårsarbejdet i marken, og det var et af årets højdepunkter, når der en søndag formiddag kom 2-3 spand heste for at pløje og harve, og de unge karle bagefter skulle have frokost.
Ole kom fra små kår, og han måtte hele sit liv arbejde hårdt for at tjene til det daglige brød. Derfor tilsluttede han sig de socialistiske tanker, der vandt frem fra slutningen af 1800-tallet og blev socialdemokrat.
Magdalene delte skæbne med tusinder af sine medsøstre og havde nok at gøre med at sørge for mad og tøj til de efterhånden mange børn. Og da datteren Anine som 19-årig fik sønnen Harald William Kristensen (født 30.12.1909 i Blenstrup), kom han hjem til hendes forældre og blev opdraget sammen med hendes mindste søskende. Han er opført i husstanden ved folketællingen i 1911, men ikke ved folketællingen i 1916. Her finder vi til gengæld den 3-årige Gerda Kristine Kristensen, som datteren Marie havde fået uden for ægteskab den 12.1.1913. Hun fik senere endnu et barn, Frode Kristensen, som ligeledes kom hjem til bedsteforældrene.
Magdalene døde i Blenstrup den 31. december 1933 og blev begravet den 5. januar 1934 på Blenstrup kirkegård. Om begravelsen kunne man læse i lokalavisen, at Kirken var smukt pyntet og kunde knap rumme det store Følge. Midtergangen dækkedes af smukke Kranse, og ved Graven var rejst en Mindesten, skænket af venner. Ved Baaren talte Pastor Helveg varmt og inderligt ud fra Ordet: "Jesus blev for vor Skyld fattig, da han var rig, for at vi ved hans Fattigdom skulde vorde rige", og mindede den store Børneflok om, at ogsaa de var nu bleven fattige ved Tabet af en god Moder og dog rige ved Mindet om hende. Sønner og Svigersønner bar Kisten til Graven, hvor Pastor Helveg forrettede Jordpaakastelsen og Lærer Andersen paa afdødes Families Vegne bragte Følget en hjertelig Tak for al venlig Deltagelse. Magdalene Kristensen, der blev knap 67 Aar gammel, efterlader sig foruden sin Mand, der ikke er rask, 10 voksne Børn, tre er døde, hun har levet sit Liv i smaa Kaar, men altid virket trofast i sit lille Hjem og sammen med sin Mand opdraget deres Børn til gode, retskafne og dygtige Mennesker, der vil savne deres Moder, der så hurtigt og uventet blev revet bort fra det lille Hjem.
Ole levede herefter nogle år som enkemand, inden han døde den 14. januar 1939. Han blev begravet på Blenstrup kirkegård den 20. januar 1939.
Efter Ole Christensens død blev huset overtaget af den yngste søn Henry Kristensen, som hele resten af sit liv boede her sammen med niecen Gerda Kristensen. De parceller, der var tilkøbt i 1902, blev solgt fra igen i 1963 og 1965, og huset ligger i dag som et rødstensparcelhus på adressen Østerbygade 2, Blenstrup.
Der er lidt uoverensstemmelser omkring Ole og Magdalenes navne. Ole Christensens efternavn blev både ved hans dåb og begravelse indført i kirkebogen som "Christensen", men ved børnenes dåbsindførsler bliver både hans og deres efternavn stavet som "Kristensen". Han skrev selv sit efternavn med Ch, så man må nok konkludere, at det skyldes en ikke helt nøjagtig brug af efternavnet, at familien nu staver efternavnet Kristensen med K. Både ved dåben og ved begravelsen blev Magdalenes navn stavet som Malene, men hun blev kaldt Magdalene, hvilket også fremgår af den nekrolog, der blev skrevet efter hendes begravelse.
Søren Knudsen 1757-1823 | |||||||||
Knud Sørensen Ca. 1802-1856 |
|||||||||
Maren Nielsdatter 1768-1843 | |||||||||
Laurids Knudsen 1835-1898 |
|||||||||
Laurs Pedersen Munk 1756-1810 | |||||||||
Kirsten Laursdatter Munk 1809-1861 |
|||||||||
Maren Christensdatter 1762-1830 | |||||||||
Ole Kristensen 1867-1939 |
|||||||||
Niels Andersen Smed 1782-1836 | |||||||||
Christen Nielsen Smed 1811-1912 |
|||||||||
Mette Marie Jørgensdatter 1777-1845 | |||||||||
Mette Marie Christensdatter 1843-1931 |
|||||||||
Anders Andersen (Carlsen) 1784-1863 | |||||||||
Ane Kirstine Andersdatter 1814-1898 |
|||||||||
Mariane Nielsdatter 1788-1859 | |||||||||
Jens Nielsen 1740-1817 | |||||||||
Christopher Jensen 1784-1833 |
|||||||||
Magdalene Larsdatter 1745-1815 | |||||||||
Niels Christian Christoffersen 1831-1896 |
|||||||||
Jens Nielsen 1751-1820 | |||||||||
Giertrud Jensdatter 1793-1840 |
|||||||||
Else Nielsdatter 1765-1804 | |||||||||
Christine Marie Malene Christoffersen 1867-1933 |
|||||||||
Peder Sørensen Krat 1776-1853 | |||||||||
Søren Pedersen Krat 1808-1863 |
|||||||||
Bodil Sørensdatter 1782-1859 | |||||||||
Else Kirstine Sørensdatter 1838-1904 |
|||||||||
Niels Mortensen 1759-1832 | |||||||||
Inger Kirstine Nielsdatter 1803-1854 |
|||||||||
Bodil Thomasdatter 1772-1844 | |||||||||
Billeder
Billede af Ole Christensens gravsten kan også ses på hjemmesiden Dk-gravsten ved at søge på Ole Christensen.
Kilder
Blenstrup kirkebog (Hellum herred) 1860-1879. [AO opsl. 14 (OC født 1867)].
Blenstrup kirkebog (Hellum herred) 1880-1891. [AO opsl. 51 (barn født 1887)].
Blenstrup kirkebog (Hellum herred) 1892-1902. [AO opsl. 46 (barn døbt 1893), 54 (barn døbt 1896), 59 (barn døbt 1897), 31 (barn døbt 1899), 72 (barn døbt 1902), 152 (barn død 1897)].
Blenstrup kirkebog (Hellum herred) 1903-1913. [AO opsl. 41 (barn døbt 1903), 54 (barn døbt 1907), 20 (barn døbt 1909), 71 (barn døbt 1911), 78 (barnebarn døbt 1913)].
Blenstrup kirkebog (Hellum herred) 1925-1934. [AO opsl. 146 (MC død 1933)].
Blenstrup kirkebog (Hellum herred) 1935-1948. [AO opsl. 165 (OC død 1939)].
Volsted kirkebog (Fleskum herred) 1847-1876. [AO opsl. 36 (CMMC døbt 1867)].
Volsted kirkebog (Fleskum herred) 1877-1891. [AO opsl. 25 (barn døbt 1887), 29 (barn døbt 1889), 48 (gift 1889)].
Hellum-Hindsted herredsfoged. Realregister 1845-1919. Blenstrup og Gerding 1880-1955 (B41-SP101). [Opsl. 53: Matr. nr. 21, Blenstrup sogn, Blenstrup by].
Hellum-Hindsted herredsfoged. Skøde- og panteprotokol 1896-1898 (B41-SP40). [Opsl. 63: Skøde fra Ane Kirstine Pedersen til Ole Christensen tinglæst 1.12.1896].
Litteratur
Qvistorff, Helge V.: "Fryseslottet" fra tuberkulosesanatorium til privathospital. Skørping Hospital A/S og PrivatHospitalet Skørping A/S, 2006.
Noter
- ↑ Sanatoriet i Skørping var et tuberkulosesanatorium for kvinder (senere også mænd), oprettet i 1906 af Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse. Helge V. Qvistorff skriver i sin bog "Fryseslottet", at de første 50 år af Skørping Sanatoriums historie også er historien om "Fryseslottet", hvor patienterne mildest talt blev udsat for en temmelig hårdhændet behandling, idet kuren fortrinsvis bestod af frisk luft, rekonvalescens og hvile. Forfatteren citerer en artikel fra Demokraten, der fortæller, "at alle sygesalene ligger mod syd, ligeså de lange liggehaller, der er opført i 2 etager. Her ligger om dagen de patienter, der endnu er for angrebne til at færdes i sanatoriets skov, medens de mest angrebne må opholde sig hele døgnet i salene, hvor temperaturen dog nu kun er ca. 4 grader, idet der nøje våges over, at alle vinduer er åbne". Datoen var den 10. februar 1907.
I perioden 1900 til 1950 døde 250.000 mennesker her i Danmark af tuberkulose, men i løbet af den periode vendte udviklingen, og sygdommen kom under kontrol. Fra 1950'erne faldt dødeligheden drastisk takket være effektiv medicin og en storstilet vaccinationsindsats.
Nationalforeningen fortsatte sin hospitalsvirksomhed på Skørping Hospital indtil 1988. Herefter fulgte et par turbulente år, inden Skørping Privathospital, også kaldet Dansk Ortopædisk Center, åbnede i 1991. Nu er PrivatHospitalet Skørping et hospital i særklasse med 36 sengepladser og behandler hvert år op mod 7500 patienter inden for ortopædkirurgi, gynækologi, organkirurgi og andre specialområder.