Stougård

Fra Min Jyske Slægt
Skift til: Navigation, Søgning

Indholdsfortegnelse

Stougård, Bisholt, Glud sogn

Stougård lå i Glud sogn med sine bygninger og en del af marken, mens den største del af marken lå i Skjold sogn.
Stougård har sikkert allerede fra midten af 1600-tallet været en slægtsgård. Den 1.5.1681 "blef den ældgammel mand Jørgen Sørensen af Stougaard begrafven". Efter navnet at dømme kunne det godt være hans søn, der blev den næste fæster af Stougaard. I alt fald blev Søren Jørgensen i Stougaard i 1672 gift med Kirsten Jensdatter fra Barritskov, og han var sandsynligvis far til Karen Sørensdatter (f. ca. 1653, d. i Nørby, Glud sogn, d. 30.2.1743 [sic!], 90 år gl.). Glud kirkebog starter dog først i 1666, så det kan ikke verificeres, og Søren Jørgensens giftermål i 1672 er sandsynligvis ikke hans første. Både med hensyn til tid og navne passer det fint sammen. I slutningen af 1600-tallet har der tilsyneladende været to beboere af Stougaard ved navn Rasmus Nielsen Stougaard. Den ene var Rasmus Bunde Stougaard, der var søn af Niels Bunde i Bisholt, og han døde i 1715. Det kan være hans søn Søren Rasmussen Bonde, der i 1729 ses på nabogården "Bondgård" i Ø.Bisholt.
Den anden, Rasmus Nielsen Stougaard blev gift med Søren Jørgensens datter Karen Sørensdatter, og han døde i 1721. Hans søn Hans Rasmussen Stougaard (døbt 29.3.1685) overtog fæstet efter sin far og havde det indtil sin død i 1730. Hans Rasmussen Stougaard var gift med Birgitte Hansdatter fra Skjold (1701-20.5.1758), og deres eneste efterlevende barn, en søn Rasmus, blev født d. 9.9.1727. Han døde i 1759 og tjente da som staldkarl på gården Fyrendal på Sjælland.
Den 15. april 1731 fik Jørgen Sørensen af Bisholt fæstet af Stougaard, og han giftede sig da med enken Birgitte Hansdatter. Jørgen Stougaard var fæster i mange år, og hans søn Søren Jørgensen Stougaard (7.4.1734-okt. 1796) ses som beboer af Stougaard fra 1760'erne. Iflg. folketællingen fra 1787 samt undersøgelser i Glud kirkebog ser det dog ud til, at Stougaard i sidste halvdel af 1700-tallet har været delt i to halvgårde, hvoraf den ene var beboet af Jørgen Sørensen Stougaard. Han overdrog i første halvdel af 1780'erne fæstet til svigersønnen Jørgen Sørensen, der blev gift med hans datter Anne. Faktum er dog, at han ved folketællingen i 1787 boede til aftægt hos datteren og svigersønnen.
På nabogården (= den anden halvpart) boede Jørgen Stougaards ældste søn Søren Jørgensen Stougaard [1].
Fæsteren af Stougård var i 1803 den ovenfor nævnte svigersøn Jørgen Sørensen, og gården havde da et areal på 61 tdr. hartkorn.
Rasmus Olesen Broch havde gården i 1826, og hans enke Kirsten Jørgensdatter, købte den til selveje fra Boller i 1871. Kort efter afstod hun gården til sin søn Jørgen Rasmussen. Han var ugift ved folketællingen i 1890, og han solgte gården i 1894 til sin bror Hans Jørgen Rasmussen.
I 1911 blev gården solgt til Jens Juhl Jensen, der i 1932 solgte gården til Thorvald Andersen.

Kilder

Glud kirkebog.
Boller/Møgelkjær skifteprotokol 1696-1721 (G 366.148): fol.194B [skifte efter Rasmus Nielsen Stougaard i Bisholt 9.4.1721].
Boller/Møgelkjær skifteprotokol 1721-1745 (G 366.149): fol.88 [skifte efter Hans Rasmussen i Stovgård i Bisholt by 14.4.1731] .
Boller/Møgelkjær skifteprotokol 1745-1769 (G 366.150): fol.268 [skifte efter Rasmus Hansen 15.6.1759]

Litteratur

Baungaard, Jens P.: Glud-Hjarnø Sogns Historie. Horsens, 1948. [S. 28].

Noter

  1. Oplysningerne i dette afsnit er kun en teori, der endnu ikke er efterforsket.