Jens Juul Hansen & Johanne Birgitte Nielsen

Fra Min Jyske Slægt
Skift til: navigering, søgning
Jens Juul Hansen
Jensportræt.jpg
'
Født30. januar 1903
Rårup Østermark, Rårup Sogn, Bjerre Herred, Vejle Amt
Død8. februar 1980 (77 år)
Horsens Sygehus
HvilestedBegravet 14. februar 1980 på Rårup kirkegård
Ægtefælle(r)Johanne Birgitte Nielsen
ForældreHans Jørgen Hansen
Birte Marie Jensen
Signatur
Johanne Birgitte Nielsen
Johannebillede.jpg
'
Født12. maj 1904
Ottosminde, Overby, As Sogn, Bjerre Herred, Vejle Amt
Død16. juli 1986 (82 år)
Rårup Plejehjem
HvilestedBegravet 19. juli 1986 på Rårup kirkegård
Ægtefælle(r)Jens Juul Hansen
ForældreChristian Madsen Nielsen
Louise Hansen
Signatur

Jens Juul Hansen blev født i Rårup Østermark, Rårup Sogn, den 30. januar 1903 og døbt i Rårup kirke den 8. marts 1903, opkaldt efter sin morfar Jens Hansen Juul. Forældre: Hans Jørgen Hansen og Birte Marie Jensen. Faddere: Marie Julsen, Rårup, og Jens Hansen, Rårup Østermark.
Jens begyndte sin skolegang i forskolen i Nøttrup[1]. Han sad efter den første skoledag, fordi han på et tidspunkt var kommet uden for skolens område.
Da Jens var 10 år gammel, døde faderen Hans Jørgen Hansen, og farbroderen Jens Hansen blev indsat som drengens formynder. Moderen ansatte da Holger Kock fra Hvirring som bestyrer på gården, og ham knyttede Jens sig stærkt til. Han udtalte på et tidspunkt, at hvis bestyreren rejste, så rejste han også. Moderen giftede sig i 1914 med Holger Kock, der kun var 14 år ældre end sønnen, men forholdet mellem stedfar og stedsøn var særdeles godt og blev nærmest betragtet som forholdet mellem to gode venner, og selv om Holger Kock aldrig adopterede Jens, så blev han dog indsat som dennes universalarving.
Gården i Rårup Østermark blev hurtigt solgt, og familien købte en gård i As, Kjeldagergård, som blev Jens' andet barndomshjem.
Han blev konfirmeret i As kirke den 15. april 1917.

Jens Juul Hansen tjente hos Karl Pedersen i Holbækgård i As Sogn fra november 1919 til november 1921. Det er noteret i hans skudsmålsbog, og derefter var han på Uldum Højskole. Her stod der også gymnastik på timeplanen, og det prøvede de unge mænd ind imellem at snyde sig fra, men fik så den besked, at når de nu kom ind som soldat, så skulle de nok få masser af gymnastik. Skæbnen ville dog, at det slap Jens for, for efter 6 uger i trøjen kom han til at gøre tjeneste hos en kaptajn og slap så for gymnastiktimerne.
Ved folketællingen den 5. november 1925 var Jens tjenestekarl hos gårdmand Therkel Madsen Andreasen i Klakring.
Jens Juul Hansen blev gift i As kirke den 12. januar 1928 med Johanne Birgitte Nielsen fra Overby i As Sogn.

Johanne Birgitte Nielsen blev født i Ottosminde, Overby, As Sogn, den 12. maj 1904, hjemmedøbt den 28. maj og fremstillet i As kirke den 16. oktober samme år. Forældre: Christian Madsen Nielsen og Louise Hansen. Faddere: Gårdmand Rasmus Peder Rasmussen på Overby Mark og hustru Kirstine, købmand Alfred Hay i Overby og barnets far.
Grunden til, at hun blev hjemmedøbt var, at As kirke det år blev restaureret og bl.a. fik nyt inventar. Kirken var derfor lukket, men der blev holdt gudstjenester i forsamlingshuset. Folk foretrak dog at få deres børn hjemmedøbt og fremstillet i kirken, når den igen blev taget i brug, og Johannes mor Louise ville i alt fald ikke have sin lille pige døbt i forsamlingshuset. Johanne Birgitte kan både være opkaldt efter begge sine bedstemødre, men også efter præstefruen Johanne Birgitte Melbye.
Da den årgang blev konfirmeret, bemærkede præsten, at de havde været nogle svæklinge, fordi de alle var hjemmedøbte. Det havde altså en naturlig forklaring.
Johanne var på Rødding Højskole i sommeren 1923. Her var et af stileemnerne, at de skulle skrive om deres slægt. Johanne fik derfor sin Far til at notere ned, hvad han vidste om slægten, og det brev eksisterer stadig i kopi.

Lige efter brylluppet, nemlig den 15. januar 1928, overtog Jens og Johanne Juul Hansen en ejendom, Stærmosegård, i Nebel i Rårup Sogn (matr. nr. 1e m.fl.). Gården var på 13,2 ha og bestod foruden stuehuset af nogle gamle udbygninger, så der var nok at gå i gang med for det nyetablerede par. I 1931 blev der genopbygget en udbygning, og endnu en blev rejst. Hønsehuset, der oprindeligt lå lige uden for stuehusets bagdør, blæste omkuld i 1933 og blev genopbygget nede bag ved den nye kostald, og i 1942 blev den gamle garage- og ladelænge genopbygget.
Parret fik fire børn: Gudrun i 1928 (død 1996), Gerda i 1931 (død 2014), Holger i 1933 (død 2013) og Hans i 1939.
Jens og Johanne drev landbrug indtil nytår 1973, hvor den ældste søn Holger overtog gården. Han var nogle år forinden kommet hjem for at hjælpe faderen, og Jens og Johanne blev de første par år boende på gården, men flyttede så først midlertidigt ind i en lejlighed i den tidligere fattiggård, senere alderdomshjem i Åstrup og senere, dvs. i december 1977, flyttede de ind i en nybygget pensionistbolig i Hornsyld.
Her levede de et stille og roligt liv, men dagen efter sin fødselsdag, den 31. januar 1980, faldt Jens Juul Hansen på noget is og blev i bevidstløs tilstand indlagt på Horsens sygehus. Han døde den 8. februar 1980 uden at være kommet til bevidsthed, og han blev begravet i familiegravstedet[2] på Rårup kirkegård den 14. februar 1980.
Johanne boede de sidste måneder af sit liv på Rårup Plejehjem og her sov hun stille ind den 16. juli 1986. Hun blev begravet ved siden af sin mand på Rårup kirkegård den 19. juli 1986, og hun havde selv bestemt, hvilke salmer der skulle synges ved hendes begravelse. Numrene var skrevet ned på en lap papir, der lå i hendes pengepung.

Stærmosegårds historie.

 
 
 
 
Hans Jørgen Christensen
Ca. 1793-1869
 
 
Jørgen Hansen
1833-1900
 
 
 
 
 
 
Ane Christensdatter
1797-1871
 
 
Hans Jørgen Hansen
1871-1913
 
 
 
 
 
 
Hans Frederik Nielsen
1805-1868
 
 
Karen Marie Hansen
1840-1915
 
 
 
 
 
 
Dorte Marie Frederiksdatter
1812-1868
 
Jens Juul Hansen
1903-1980
 
 
 
 
 
Hans Juulsen
1790-1870
 
 
Jens Hansen Juul
1823-1901
 
 
 
 
 
 
Johanne Marie Jørgensdatter
1777-1860
 
 
Birte Marie Jensen
1862-1943
 
 
 
 
 
 
Anders Madsen
1799-1864
 
 
Maren Andersdatter
1828-1980
 
 
 
 
 
 
Birthe Jensdatter
1799-1860
 


 
 
 
 
Niels Nielsen Herslev
1781-1867
 
 
Mads Nielsen
1830-1914
 
 
 
 
 
 
Ane Kirstine Lauridsdatter
1788-1861
 
 
Christian Madsen Nielsen
1873-1937
 
 
 
 
 
 
Christen Madsen
1795-1864
 
 
Birgitte Christensdatter
1830-1901
 
 
 
 
 
 
Maren Pedersdatter
Ca. 1798-1867
 
Johanne Birgitte Nielsen
1904-1986
 
 
 
 
 
Hans Jensen
1809-1892
 
 
Holger Chr. Wilhelm Hansen
1837-1916
 
 
 
 
 
 
Ane Marie Thomasdatter
1813-1892
 
 
Louise Hansen
1872-1965
 
 
 
 
 
 
Jørgen Nielsen
1807-1850
 
 
Johanne Margrethe Jørgensen
1837-1904
 
 
 
 
 
 
Maren Nielsdatter
1804-1855
 


Billeder

Billede af Jens og Johanne Juul Hansens gravsten kan ses på hjemmesiden Dk-gravsten ved at søge på Jens Juul Hansen.

Historien om en Hårnål formet som en sølvpil, et af Johannes smykker.

Kilder

  • Rårup kirkebog 1900-1908. - Onlineadgang: JJH døbt 1903.
  • As kirkebog 1892-1912. - Onlineadgang: JBN døbt 1904.
  • As kirkebog 1913-1937. - Onlineadgang: gift 1928.
  • Folketællingen for Klakring Sogn 1925. - Onlineadgang. - Jens Juul Hansen hos Therkel M. Andreasen (Husstand matr.nr. 5a).

Litteratur

  • Justesen, Anton og PE Jeppesen: 7 historiske fortællinger fra Rårup sogn. Glud Museums Forlag, 2011. 221 s. [Især Fortælling nr. 6: Personer og huse i Egelund og Rårup Østermark (s. 135-191)].


Noter

  1. Nøttrup skole blev bygget i 1878 i skovkanten mellem Nøttrup og Rårup Østermark, og skolen var en afløser for den biskole, som blev oprettet i 1866 i den ejendom, som i dag har adressen Østermarksvej 28. Nøttrup skole blev nedlagt i 1908, og børnene blev henvist til Åstrup skole. Samtidig blev der anlagt en skolesti hen over engene mellem Østermarken og Åstrup. [Kilde: 7 historiske fortællinger fra Rårup sogn, s. 183-184].
  2. Det er Jens Hansen Juul's gravsted, hvor også Jens Juul Hansens forældre og stedfar er begravet. Og senest blev sønnen Holger Juul Hansen begravet der i 2013.