Christian Madsen Nielsen & Louise Hansen
Christian Madsen Nielsen | |
---|---|
' | |
Født | 7. marts 1873 Højen sogn, Jerlev herred, Vejle amt |
Død | 24. november 1937 (64 år) Juelsminde |
Hvilested | As kirkegård |
Ægtefælle(r) | Louise Hansen |
Forældre | Mads Nielsen Birgitte Christensdatter |
Louise Hansen | |
---|---|
' | |
Født | 28. maj 1872 Ottosminde, Overby, As sogn, Bjerre herred, Vejle amt |
Død | 2. november 1965 (93 år) Overby, As sogn |
Hvilested | As kirkegård |
Ægtefælle(r) | Christian Madsen Nielsen |
Forældre | Holger Chr. Wilhelm Hansen Johanne Margrethe Jørgensen |
Signatur |
Indholdsfortegnelse
Kristen Madsen Nielsen, hvis fornavn ved kgl. bevilling af 28. august 1901 blev forandret til Christian, blev født den 7. marts 1873 på Stubberup Mark, Højen sogn, og døbt i Højen kirke den 22. maj 1873, opkaldt efter sin morfar Christen Madsen. Forældre: Mads Nielsen og Birgitte Christensdatter, 43 år. Faddere: Ane Kirstine Nielsen, Ødsted, gårdmand Henrik Jensen, gårdmand Hans Pedersen, begge fra Stubberup, ungkarl Niels Kristian Nielsen af Vejle.
Han blev konfirmeret den 17. april 1887 i Højen kirke og fik her karakteren mg for både kundskab og opførsel. Han skriver selv om sin skoletid, at han både kunne læse og skrive, før han kom i skole, og at han gennem hele skoletiden holdt pladsen som nr. 2 i klassen, kun overgået af en gårdmandssøn. Læreren hed Krogh og var en af de første dimittender fra Jelling Seminarium, en skrap type med en jernhård disciplin, der favoriserede de dygtige i klassen og ikke havde meget tilovers for de, der sad bagerst.
Christen Madsen Nielsen kom ud at tjene som 10-årig. Skolegangen på landet var dengang tilrettelagt, så man kun gik i skole to halve dage om sommeren, så det var normen, at børnene enten kom ud at tjene, eller måtte hjælpe til i bedriften derhjemme. Efter konfirmationen tjente han nogle steder i Jelling sogn, afbrudt af militærtjeneste i perioden 10.4.-22.12.1894 i Nyborg.
Som så mange andre unge fra landet tog også Christen Nielsen på højskole for at supplere sine skolekundskaber. Han var elev på Vrigsted højskole i vinteren 1896-97, og her lærte han Louise Hansen fra Overby i As sogn at kende.
Efter højskoleopholdet havde Christen Nielsen en plads i Horsens i 3 år, samt var en sommer i Brahetrolleborg sogn på Fyn.
Den 25. november 1901 blev han gift med Louise Hansen i As kirke, lidt senere end planlagt, fordi hans mor døde i midten af november.
Louise Hansen blev født den 28. maj 1872 og hjemmedøbt den 31. maj. Forældre: Holger Hansen og Johanne Margrethe Jørgensen. Eftersom familien havde tilsluttet sig pastor Fogs menighed i Skjold, blev hun fremstillet i Skjold kirke den 7. juli 1872. Faddere var hendes mor og pigen Ane Kirstine Nielsen af Skjold, husmand Hans Nielsen og gårdmand Søren Peter Kristensen, begge af Overby og ungkarl Jens Hansen af Skjold præstegård. Hun blev opkaldt efter pastor Fogs datter Louise, der døde som ganske ung i 1865.
Louise, der var svagt rødhåret, var svagelig som barn og ung. Hendes lunger var ikke stærke, og for at hjælpe på det, hentede hendes far hver dag frisk badevand til hende fra stranden.
Efter konfirmationen gik hun hjemme nogle år indtil 1892, da hun blev tjenestepige i As præstegård, hvor hun var et par år. Hun var elev på Vrigsted højskole i vinteren 1896-97, hvorefter hun tjente et par steder i Horsens, indtil hun i maj 1898 kom hjem og opholdt sig her, til hun som nygift i 1901 selv blev kone i sit fødehjem. I en periode, hvor der ingen lærerinde var tilknyttet As skole, underviste hun pigerne i håndarbejde.
Louise og Christian Nielsen overtog hendes fødehjem "Ottosminde" i Overby, og selv om han var tilflytter til egnen, varede det ikke længe, før denne energiske, unge gårdmand blev accepteret som ligemand. Han var meget interesseret i lokalpolitik og var medlem af det radikale venstre. Den 1. april 1909 blev han sognerådsformand for As-Klakring kommune, "valgt af de radikale, og hans personlige position i sognet illustreres godt ved den omstændighed, at da Chr. Nielsen ikke mere ville lade sig opstille, opnåede de radikale ikke at få valgt nogen repræsentant i As-Klakring sogneråd. Hidtil havde der været to repræsentanter, nemlig en listevalgt foruden Chr. Nielsen, der var valgt på personlige stemmer væsentligst udenfor det radikale parti". Chr. Nielsen var sognerådsformand indtil kommunevalget i 1937.
1. marts 1909 overtog han hvervet som sognefoged og lægdsmand for As sogn efter sin svigerfar Holger Hansen, 1910 blev han kommunekasserer og i 1924 folkeregisterfører, samme år som han også blev medlem af bestyrelsen for den radikale venstreforening. Alle disse offentlige hverv gjorde, at han ikke kunne klare også at være landmand, og i 1924 blev "Ottosminde" solgt, også fordi sønnen Holger ikke havde lyst til at gå landmandsvejen. Familien købte og flyttede ind i den nedlagte degnebolig i Overby. "Ottosminde" kom senere ind i slægten igen, da et barnebarn købte gården i 1970.
Ved Christian Nielsens 25 års jubilæum som sognerådsformand i 1934 blev der skrevet disse smukke ord om ham: "Chr. Nielsen har i de svundne 25 år styret og ledet kommunens anliggender på en sund og god måde og har forstået på en udmærket måde at følge med i den store udvikling, der i de svundne år er foregået i As-Klakring kommune. Jubilarens udprægede demokratiske sindelag har sat ham i stand til at kunne omgås alle mennesker, og han har i det lange spand af år kun vundet sig venner".
1. juli samme år blev han dannebrogsmand, og at han var glad for den hædersbevisning, der på den måde tildeltes ham, ses i de ord, han i den forbindelse skrev: "Jeg kan kun se tilbage med Tak på de svundne Aar baade til Kolleger og til alle Kommunens beboere, ingen ved bedre end jeg, hvor ufuldkommen mit Arbejde har været".
Han døde den 24. november 1937 og blev begravet den 27. november 1937 på As kirkegård.
Efter Chr. Nielsens død i 1937, kunne Louise ikke længere blive boende i huset, og hun flyttede ud til sin yngste datter Dagmar og svigersønnen Hans Jørgensen, hvor hun boede til sin død den 2. november 1965. Hun blev 93 år gammel og efterlod sig 5 børn, idet en datter var død af tuberkulose som ganske ung.
Hans Jørgen Christensen Ca. 1793-1869 | |||||||||
Jørgen Hansen 1833-1900 |
|||||||||
Ane Christensdatter 1797-1871 | |||||||||
Hans Jørgen Hansen 1871-1913 |
|||||||||
Hans Frederik Nielsen 1805-1868 | |||||||||
Karen Marie Hansen 1840-1915 |
|||||||||
Dorte Marie Frederiksdatter 1812-1868 | |||||||||
Jens Juul Hansen 1903-1980 |
|||||||||
Hans Juulsen 1790-1870 | |||||||||
Jens Hansen Juul 1823-1901 |
|||||||||
Johanne Marie Jørgensdatter 1777-1860 | |||||||||
Birte Marie Jensen 1862-1943 |
|||||||||
Anders Madsen 1799-1864 | |||||||||
Maren Andersdatter 1828-1980 |
|||||||||
Birthe Jensdatter 1799-1860 | |||||||||
Niels Nielsen Herslev 1781-1867 | |||||||||
Mads Nielsen 1830-1914 |
|||||||||
Ane Kirstine Lauridsdatter 1788-1861 | |||||||||
Christian Madsen Nielsen 1873-1937 |
|||||||||
Christen Madsen 1795-1864 | |||||||||
Birgitte Christensdatter 1830-1901 |
|||||||||
Maren Pedersdatter Ca. 1798-1866 | |||||||||
Johanne Birgitte Nielsen 1904-1986 |
|||||||||
Hans Jensen 1809-1892 | |||||||||
Holger Chr. Wilhelm Hansen 1837-1916 |
|||||||||
Ane Marie Thomasdatter 1813-1892 | |||||||||
Louise Hansen 1872-1965 |
|||||||||
Jørgen Nielsen 1807-1850 | |||||||||
Johanne Margrethe Jørgensen 1837-1904 |
|||||||||
Maren Nielsdatter 1804-1855 | |||||||||
Kilder
Højen kirkebog 1848-1892.
As kirkebog 1937.
Christian Madsen Nielsen. Levnedsbeskrivelse. (Skrevet i anledning af udnævnelsen til Dannebrogsmand den 1. juli 1934).
Litteratur
Lokalavis 31.3.1934.
Horsens Folkeblad 2.3.1934.
Danske gårde i tekst og billeder. Vejle amt, II A, s. 422-423.